Det var, som Solen brød igennem Taagen:
hun sagde mig Farvel med Ord saa bløde,
som bad hun mig om Glemsel for en Brøde
og vilde kysse Kærligheden vaagen.

Blot nogle Timer til vort næste Møde!
og dog en kvalfuld Angest, for at nogen
usynlig Braad gemt ind i Hjærtekrogen
skal faa en halvlægt Skramme til at bløde!

Og jeg stod ene, fuld af bitter Léde
ved mine døde Ord og lamme Tanker,
ved Kys, som sveg det bedste inderst inde.

Saa lad mig være Mand! — ej kæle, bede.
Vort Leje er jo grønt, behængt med Ranker,
og du er dejlig, dejlig, min Veninde!