Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar
hvor sød hun ogsaa er, hvor kaad og sprælsk er;
hun hører til de Kvinder, hvis Hjærte ene slaar
for smukke Klæder og en fyrig Elsker.

Vi digter denne Hymne til Forvandlingens Lov,
til Kræfterne som uophørlig skifte,
der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,
Naturens evig muntre Mangegifte.

Min Vogn drog tungt i Dun-Regn, hvor Kysten gik stejl
af lyse, lange Dønningrækker gnavet,
hvor grønne Baade bruste for spændte Lærredssejl.
Jeg saa' en Jomfru stige op af Havet.

Hun hvirvled som en Støtte fra Søens Fraad og Salt,
og som en Bølge over Sand hun skylled;
der stod hun frisk og vaad — hendes Bryst, som steg, som faldt,
hendes Skulder, Arm og Fod var utilhyllet.

Og hvid og venlig smilte hun, lette som Skum
fløj hendes Skridt i Pige-sveje Lænder.
Hun slængte sig med Brisen omkring min Hals — men Rum,
kun Duft og Rum blev hun i mine Hænder.

„Farvel nu blege Flane af Brise og Skum!
højhalset, fin og ærbar er min kære:
hun kysser saa landfast, saa højtidsfuld og stum
blandt Sand og Græs og Plankers brune Tjære."