Mit Hjærte og jeg blev uenige.
Vi red paa en Skovvej og skændtes,
hvor Foraarets Knopper tændtes.

Vi red med den bortførte Trefod.
I Kampmodets vælige Brusen
jeg stredes med selve Musen.

Hun ruskede mig: „Tal Sandhed!"
Jeg ruskede hende igen
og raabte: „Tal Sandhed til Mænd!"

Og Stridbarhed brændte i Øjet,
dog havde vi slet ikke løjet.
Og videre red vi fornøjet.

Det var ej den hede Sommer,
der lokker op fra det dybe
alt, som kan yngle og krybe.

En Vaardag er det — saa blaa
og skarp, at den lidet frister
andre end dem der kan gaa.

Der løber en Paaske-Østen
og vækker det lave Land,
med Foraar og Vrede i Røsten.

Det er en Ulv, som slider
det døende rent ihjæl,
men varsler om grønnere Tider.

Det varsler, at endt er vor Graa-Tid,
og nu skal Marken beredes;
thi nu er det Foraar og Saatid.

Ved Foraar og Østenvinde
da driver fra Aa ud i Strand
de døde Dyr, som frøs inde.

Vi red nu i Trav og Galop.
og kom til en gammel Tingsten.
Paa den sprang min Elskede op.

„En Lovbog og Gildesskraa,
der gælder for Penne- som Plovstaal,
den skal I nu, Dannemænd, faa.

„Og hør det, Poeter og Plovmænd,
I bør ikke fange Fred,
før I drager Himlene ned

„og styrter hver Helt eller Taabe,
som spærrer for den Stribe Blaat,
hvoraf I vil skære Jer Kaabe.

„Men ti med Jer Gud i det Blaa!
Driv Høkerne ud af Templet -
og det kan de mindste forstaa.

„Der bider en Paaske-Østen,
og hvis den vil gøre dig ondt,
saa læg den til Hjærtet og kys den!

„Og hvis du møder en Fremmed,
som ængster din Sjæl med sin Skrift,
saa ær ham for den Bedrift!

„Og hvis du møder en Fjende
med saarende Tale og Skrift,
lær dog hans Hjærte at kende!

„Og har han paa Dødvande sejlet,
da vil hans afmægtige Sjæl
staa melankolsk bespejlet.

„Men giv ham en Hjærtevunde!
Foragt disse travrige Mænd,
der slaas som uvorne Hunde!

„Og rammer din Pil de bedste,
saa staar de vel nok for Skud.
Men Fejeskarn fejer man ud".

Hun var som en vilter Lærke,
der klipper sig Vej i det Blaa
for Solens Kilder at naa.

Saa drev vi paa Vej og Sti.
Hun fattede glad mine Hænder.
Men Neglene satte hun i.

Hun vendte mig Nakken kort
for Kærtegn og sagte Tale.
Men favned mig — hvis jeg greb haardt.

Jeg maatte omsider slaas
og binde min Vikingemuse.
Alverden bød hun Trods.

Og denne danske Trefod
skal ej have Konsekvenser
udenfor Landets Grænser.