Endelig bliver igen du mig god,
staar ikke lunefuld længer imod.
Endelig atter jeg i mine Arme
føler dit varme
smidige Legem med Kød og Blod.

Atter du hvisker saa hengiven, mild,
klynger dig til mig med Ømhed og Ild.
Sig bag den blændende Natkjole gemmer
blændende Lemmer,
fyrige, unge, som favne mig vil.

For hvad jeg led, jeg forelskede Nar,
Løn i din Favn, jeg med Renter nu ta'r.
Om dine Luner saa kommer tilbage,
ej kan du tage
fra mig de Kys, som du givet mig har.