Den første Rus, som jeg fik i mit Liv,
blev lægt af min Mor med en iskold Kniv.
Hun sagde — og slap ikke Staalet —:
„Det var ikke Punsjen, som gjorde dig ondt,
for alt hvad vi brygger herhjemme er sundt
— men det var Skraalet!"

Jeg vokste og kom i Studenternes Lag,
med dem drak jeg Øl nu hver ottende Dag,
mens Festord langs Bordene skylled.
Om Søndagen vaagned jeg ussel tilpas.
Det kom ej af Drikken — jeg drak kun et Glas -
men Snakken til Øllet.

Jeg forstod ej af kvindelig Skønhed et Muk.
Da udbrød en Dame: „Se, hvor jeg er smuk!"
Den hæsligste Dame i Verden.
Det var ej Gebærden, der slog mig med Skræk,
med derimod Teksten, der jog mig væk — — -
som fulgte Gebærden — — -

Jeg misted uskyldig min Barndoms Tro,
min Sognepræst undte den aldrig Ro.
Mod Fritænkeriet jeg vakled.
Man slæbte mig hen snart i Kirker, snart Kro'r.
Jeg frygted en Smule for Sandhedens Ord -
men mest for Spektaklet.

De lærte mig Forskel paa Godt og paa Ondt,
da mødte jeg Fanden, et viltert Sekund,
og spurgte ham stridbar i Tonen:
„Hvad blir der tilbage, naar alting er Løgn?"
Han lo — men betænkte sig siden et Døgn:
„Det gør Diskussionen."

Jeg lagde mig da efter Tale og Skrift
og blev saa formel: Jeg var nær bleven gift,
med en Frøken, der selv var forfaren.
Jeg rømte fra Altret uværdig min Vej.
Hun kom ikke dér for at giftes med mig,
men med Formularen.

Jeg døde tilsidst og blev stedet til Ro.
Jeg kunde ha' skreget, dog laa jeg og lo
i Kisten, og tygged paa Skriget.
Der var ingen Træthed skabt i min Krop.
Jeg fandt kun, jeg kunde umulig staa op
efter Talen ved Liget