En Stormdrøm der gaar gennem Verden,
det bølger som Rugen i Blæst.
Jeg har ingen Storm i mit Indre,
jeg ligger og drømmer i Mag.

Jeg kan for et Vindstød ej flyve
— en spændig og fjederlet Bold.
Nu ligger jeg sunken til Jorden
som Stenen, saa tung og saa kold.

Jeg én Gang har fablet om Lykke,
jeg én Gang har mistet min Ro.
Nu gider jeg Foden ej flytte,
nu haaber jeg uden at tro.

Jeg kan ikke bryde min Dvale.
Ja kunde jeg elske en Gang!
Men hun er slet ikke at finde.
Jeg fordrer saa meget, saa stort.

En Stormdrøm der gaar gennem Verden.
Ja kunde den blive til Storm,
til Kamp for den Sag, som jeg elsker,
saa fik jeg vel Vind i mit Sejl.

Men Stormen løjer og løjer,
som Dagene sindige gaa,
og Kampen for Frihed ej kommer.
— Jeg selv, kommer jeg heller ej