Hun stilled omsigtsfuld paa sit Natbord et Glas
med Mælk ... hun nænte ej, han skulde tørste.
Vi kommer til det værste: hun bænkede ham Plads,
kredensed ham sin Vin — den allerførste.

En Nat blandt Minas Strømper, Korset og spidse Sko
er altsaa en Studenterhue funden,
imens en ung Umættelig stolt og fuld af Ro
sov ind, og hun holdt Bægret ham for Munden.

Tænk Dem en grøn Titan, der erkender i sin Trods,
at Minas Haar kan svøbe Minas Hofte.
Hun finder ham saa fin — denne søvnige Profos! -
(skønt hun er vred) og kysser ham saa ofte.

Men som det dæmred, laa hun paa Albuen taust,
mens Simon sov retfærdig paa sit Øre;
hun saa sig om og gætted — en kvindelig Faust -
paa nye Ting, hun skulde se og høre...!

Før Klokken seks hun satte sig op, trak Hoser paa,
forbavset: hvad dog Verden gav at prøve!
Hun klapped adspredt Simon, og da han skulde gaa,
hun kyssed ham — for ikke at bedrøve.

Saa gik han bort og drømte sig viet som et Sværd
og som en Rose elskovsfuldt bedugget.
Men Mina flagred ud som en Fugl med nye Fjær
til kyndige Veninder ... lo og sukked.