Der vaagned en Drøm en Morgenstund
om Sheherezades Fabler, -
om Dampere med Røg i Mund
og transatlantiske Kabler
og mærkelige Fisk og Fund
fra Verdenshavenes Bund.
Den hele Havn i Livorno
er støvet og hverdagsgraa.
Der ligger et Skib og laster,
en Skonnert med svære Master
og fremmede Sømænd paa.
Der raabes fra Rat og Raa.

Og de faar Svar, som kan forslaa,
fra Havnens grove Kvinder
med Haar som tjæret Tovværk
og Øjne sorteblaa
og Bryn af Skipperskraa.

Her kastes, Dagen støt,
Gloser frem og tilbage, -
de sødeste klinger ej sødt,
de fleste er Saltelage.

Og blandt de travle Kvinder,
der ler med den dristigste Latter,
for usselig Dagløn mødt -
skingrer midterst i Klyngen
af djærvt opkiltrede Kjoler
et Skørt, som er skarlagen-rødt.

Det rødeste Skørt af dem alle
og dertil den rødeste Latter
blandt alle disse Sirener,
der slider og sladrer omkap.

Ja, hvis en Nakke kan smile,
saa smiler hendes og knejser,
og vildere Jubel hun rejser,
hvis Spøgen er hende for slap;
som vilde hun røbe en Løndom,
der i hver Kvinde brænder,
... men glemmer det for andre Ting
og ler med hvide Tænder.

Naar Havet og dets Sømænd
og Fisken selv er raa,
saa passer disse Kvinder
med Haar af tjæret Tovværk
og Bryn som Skipperskraa
og Øjne sorteblaa.

I denne røde Latter
fra hendes levende Mund
der laa en Fabelverden
og næsten et Gudefund
saa sært som nogen Fiskeform
fra Oceanernes Bund.