Jeg havde Bourgogne, jeg har det ej mer . . .
Den røde Vin er en født Kavaler,
som er taktfuld og fin og har gode Ideer.
En Rus i Cidre?
Jeg er paa min Ære
lidt sky for de Lande med Æble og Pære.

Ej heller i Aftes den engelske Ale,
den bedske saa lidt som den svære,
der stundum maa tjære en skibbruden Sjæl,
har sendt mig den Rus, jeg vil bære.

Ved Middagsbordet blandt slukkende Vædsker
jeg tænker tit, mens jeg Vinkortet æsker,
at Kvinden er en Likør, som læsker.

Hun gør mig vaagen og let som Absinten,
der renser mit Øje for Djævlesplinten
og ved sin forklarede Malurtsdraabe
sætter den bitre i Stand til at haabe.

Hvis Kvinden er rede, en Lindring er funden.
Jeg hilser de Øjne med Tavshed i Bunden
og fylder to Glas, som vi fører til Munden.

Benedictine, hos Munke opfostret,
jeg priser dig, store Søster fra Klostret!
i høje Kalke paa Fødder som Stilke,
med Hjertet, der glitrer af Guld og Silke.

Ak, Søster fra Klostret, din Urtekost brænder,
men ofres med Kærtegn af svale Hænder.

. . . Men bliver Kvinden mig svigefuld,
da køber jeg Whisky for Guineas og Guld,
jeg opkøber Whisky for Guineas og Piaster.
Hvem kender ikke Lord Whiskys Laster?

Hos Lorden af Whisky er Hvile og Ro.
Hvad kan vi ej elske og haabe og tro?
Paa Tro, Haab og Kærligheds Skib med Tremaster
vi sejle og ro
og stedes for Døden i vaade Sko.