De har været kold og ubarmhjærtig,
siger Jenny gysende og vaagner.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

Det er første Majnat. Byen fester,
Jenny blev imens hos Rigmandssønnen,
som var ganske kold og ubarmhjærtig.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

Ikke i hans Sovekammer,
men i Dagligstuen paa en Divan
er hun vaagnet med en Plæd omkring sig,
taaredrukken paa en tilslængt Pude.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

De har været kold og ubarmhjærtig
mod en lydig Kvinde, som holdt af Dem,
tænderklaprende af Skræk og faamælt
føjende Barbarens haanske Luner.
At hun, i sit Hjærtes Fejghed, ikke
strax var staaet op og gaaet stille!
men hun blev og taalte til det sidste
for en Stund, hun nødig vilde miste
— som De skænked kold og ubarmhjærtig.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

Bred og sælsomt rig er dog Divanen
for en Kvinde af beskedne Tanker.
Stuen med de mægtige Reoler
luller hende ind i Drømme.
Jenny grubler véfyldt og bedaaret
med en Stribe Morgenlys om Haaret.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.

Alle disse skønt betrukne Stole,
alle disse Bøger, klædt i Læder,
vækker dulgt en Tro paa dybe Glæder.
Richardt, De var kold og ubarmhjærtig.
Selv den Vin, De skænkede i Glasset,
som hun nipped til med snøret Strube,
bandt en Herlighed for Kvindens Øjne -

indtil De, Tyrannen i Paladset,
raat med begge Hænder fjærned Bindet
og ej taalte, at hun var forblindet
og De barsk som Voldsmand tog den Gave,
som frivillig var Dem tiltænkt længe ...

Kvinder elsker Herrer, som er strenge.
Udenfor har Fuglene begyndt at pippe.