Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker.
Snehvid Uskyld!
uden den røde,
gærende varme
Lidenskabs Grøde.

Hvid som Sné!

Jeg hører og tier,
mens dine Arme
favner mig bløde;
lytter og tier
og fanger saa sælsomme Tanker.

Naar dine Arme
bløde omslynger mig,
naar din Skikkelse
over mig bøjet
næsten tynger mig,
føler jeg mig som
Væggen, hvor Vinens
løvrige Ranker
snirklende klynger sig.

Det er saa grønnende tæt i Løvet,
det skjuler Druernes Klaser for Øjet.
Men den, som er øvet,
ser mellem Bladene
Druerne gløde.

— —

Du forsikrer mig, søde!
om snehvide Tanker,
hvorigennem din Sjæl
jomfrusart spanker;
— de blodfarvet røde
Drømme, som gløde,
træder du sejrrig
under din Hæl.

Jeg kysser og tier;
— jo vist, jeg forstod dig.
Men dine Kys
taler imod dig.

Jeg føler i Kysset,
hvorledes det snehvide smælter i Sjælen.
Jeg føler i Kysset,
at Drømmenes blodrøde Slanger
dig stikker i Hælen.