Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet,
som lille Hassan flittig havde skrevet,
og svaled i et Digt min hævnske Pen,
hvor Hassan gik lyslevende igen.

Det blev ej trykt, fordi jeg ikke kunde,
(tro mig, jeg havde ti for én af Grunde!)
Men stille svor jeg Hævn for denne Mén,
naar jeg fik ti Forlæggere for én.

Dog, da min Venten kunde blive sen,
og det er hæsligt at gaa om og hade,
saa har jeg gjort Besked paa disse Blade.

Det var den ydmygste af mine Faser,
da udstødt som en Hund paa Gadens Sten
jeg maatte snappe efter Hassans Haser.