Man laa i Isen frossen med Sné paa alle Sider
— da blæstes i Basuner og raabtes: nye Tider!

Den gamle Slægt, som sad der med Gigt og Hæmorider,
fôr op og skreg forfærdet: sé Gletscheren den skrider!

Og stadig voxed Raabet paa Ungdom, modig Færden,
et Navn, 'det unge Danmark', blev kastet ind i Verden.

Først var det som en Snébold, men steg til en Lavine;
i Angsten saa' det gamle i den sin Guillotine.

Det saa de gamle Guder nedtrampet af Vandaler
— og alle Helligdommens opskræmte Haner galer.

I Kraft af god og gammel autoriséret Viden
de kaldte Folket sammen til Værn mod Fjældskreds Tiden.

— Og Jøkkel Bruset? — tabte sig som en Flod i Sandet.
Den bragende Lavine var den da ikke andet?

Var dette 'unge Danmark' kun tomme Ord og Bulder?
Stod der en Hær ej fylket med Skulder imod Skulder?

Hvad eller solgte Hæren for Freden Kampens Hæder,
og bøjed sig Vandalen for Fjendens tamme Sæder?

Nej! før af Trældoms Lænken du dine Hænder vrider,
jeg tror ej, unge Danmark! paa dine 'nye Tider'.

Før du af Land har jaget den gamle Videns Præster
og svovlet ud de Stinkdyr, som Hulen os forpester -

Før jeg paa Livet sér dig bekæmpe dem, du hader,
før jeg faar sét dig plante et Net af Barrikader -

Og før det gamle Slægtled jeg for din Fod sér ligge
— tilgiv mig, unge Danmark! tilgiv: jeg tror dig ikke.