Red mig en Seng, hvor der er stort og stille,
naar Morgnen tænder svagt de høje Ruder.
Giv mig en Fé, som kun med Sorg kan skille
sin unge Søvn fra mine hvide Puder!

En Fé, hvis Favn har Hjertets skønne Dvælen,
som naar mit første Natteblund begynder,
sætter sig ensomt op paa Sengefjælen,
Brystet i Storm, mens hun i Mørket nynner.

Giv mig en Hjertens Fé, som snild og vaagen
kan med et Smil min syge Mistro finde;
men fuld og hvid! thi jeg har mer end nogen
Sjæl for den Vellyst, at min Fé er Kvinde.