Der vandrer en Pige igennem vor By,
helbredt for alle Vunder.
Hun er som en Jomfru, der fødes paa ny.
Hun kalder Livet et Under.

Hun møder mig med det roligste Blik,
som æsked hun mig Forklaring.
Jeg føler det halvt som et Naalestik
og halvt som en Aabenbaring.

Men kunde vi træffes paa ensom Sti
bag alle de tætte Haver -
snart skulde den Trolddom være forbi,
som nu mig undergraver.

Der vandrer en Jomfru igennem vor Stad,
lægt for de dybeste Vunder.
Hun ønsker paa ny at nævne sig glad,
hun ønsker paa ny at gaa under.

Men Verden har ej den mindste Trøst,
kun Daarskab og Vranghed atter;
man hjælpes i Vest, naar man tigger i Øst,
faar Suk, hvor man haabede Latter.

Sin Sundhed, som hun tilbage fik,
den tramper hun under Hælen.
Nu spørger hun os med sit mørke Blik
om Lægedom for Sjælen.

Der gaar en Sværmerske gennem vor By,
hvis Blik sig til Hjærtet lister!
det beder: „Knus mig! og ej skal jeg kny
af Ve for de Strenge, som brister.

„Men lad mig dø for et hæftigt Slag
og blomstrende kastes i Dybet!
Og lad mig ikke Dag for Dag
gives som Næring til Krybet.

„Min Ungdom er moden til Glemselens Kyst.
Men kommer Timen — den sidste -
da spred nogle Blomster paa mit Bryst
og spar dem paa min Kiste."