Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes,
et sløret noget, som ej blev til noget.
Græd for en Jomfrunat, hvis Skønhed spildtes!

Det er, som vilde du i Kys beruse dig.
Hvad vil du, Skat? „Ja hvad skal jeg vel gøre?
jeg ved ej, men jeg kunde ... kunde knuse dig."

Ja, du er Nonne, snehvidsløret Nonne,
et Himmelsuk er Mundens sagte Aande;
og jeg er Munk men lider Helvedvaande.

Nu skingrer alle Landets Sangerlærker
af sorgsort-vemodsvægtig Sjæleklemme,
mens bare jeg af jordisk Elskov værker.