Med Brændenælder er min Pande smykt,
med Tidsler fletter jeg de hvide Lænder,
thi mer end alle Brændenælder brænder
jeg selv, og Tidslen stikker mindre stygt.

I Fald der mellem Eder er en Kender,
han ved, mit Blod af Sundhed er gjort sygt!
Kom, mærk min Styrke, vær kun uden Frygt.
Jeg vædder paa, at ingen af Dem spænder

med begge Hænder øverst om min Arm.
Min Herre, Teltets Luft er vistnok varm,
jeg sveder lidt, lad ikke Dem genere!
Jeg sluger Knive, spiser Blaar, med mere,
er sat af Væsen, gør ej stor Allarm.

Jeg længes efter Aftenhimlens Blaanen
og hyler, som en skabet Hund mod Maanen.