Den kuplede Festsal fyldtes
af hviskende tiskende Lyd
som en Konkylies Summen
og Damer til Øjnenes Fryd.

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads
(det Navn lader ingen kold)
han stred med den røde Mikkel
Dannemænd, slaa nu paa Skjold!

Det var en højtidelig Time.
Paa Festprogrammet det hed:
„Problem-Turnering hvorefter
Løverne tages i Ed."

Den store svære Jørgen,
han løsned det første Skud:
„I har vel læst om den Pjese,
som Mikkel nylig gav ud?

„Jeg henstiller frit til alle,
som har om hans Pjese læst,
hvad Mikkel end foreta'er sig,
han bliver et Rævebæst."

Jeg stod med Musens Kusine
ved Vindvet som stille Gæst.
Dernede under Altanen
i Natten vented vor He..st.

Hr. Mikkel tog lystig Ordet:
„Det er jo alle bekendt,
Provst Skidtmads er mig paa Nakken,
fordi jeg har Talent.

„Men synes De, at Ræven,
det snilde, sindrige Dyr
skal vige for Provst Jørgen,
der bare er en Fyr?"

Da smilte alle Damer
i søgrønne, hvide og blaa
Kjoler med blinkende Spange,
og muntert Vifterne gaa.

Jeg stod og tænkte paa Skove,
paa Muldjord og Land med Lyng.
Min Hest har flinke Hove,
min Fylgie beder mig: Syng!

Jeg længtes at gennemride
det Land end i denne Nat
med Bud til de spredte Provinser,
hvor ingen nu mer kræver Skat.

Men Provsten og Professor Mikkel,
to Riddersmænd af St. Gral,
de dysted imens ved Festen,
og det gjaldt Aand og Moral.

Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen en blomstrende Plads.
Man syntes, førend de endte,
den stank som et Skur af Gas.

De holdt en Basseralle,
de havde hver sin Idé,
de kunde ikke falde
med Skjortebryster som Sne.

Provst Jørgen beklaged, hvad Mikkel
har skrevet med lumpen Haand
om Menneskets dyriske Udspring -
som var vi ej Væsner af Aand!

„Af Aand —?" Nu lo Hr. Mikkel.
„Min Ven, Doktor Blæresten,
paastaar, at Menneskets Kilde
ikke er nær saa ren.

„Ja, Blæresten kan bevise,
at Provsten med samt hans Moral
er ikke kommen til Verden
igennem Aandens Kanal.

„Hr. Pastor, spørg Deres Døtre,"
udbryder Mikkel og ler,
„om de har nogen Tillid
til Storkefablerne mer."

Thi medens Provsten talte
og stod baade kysk og ren,
hans to letsindige Døtre
viste de velskabte Ben.

Til Gengæld havde Mikkel
den Tort, at hans egen Søn,
naar Faderen spottede vildest,
slog Kors for sit Bryst i Løn.

Hr. Mikkel var skælmsk og vittig,
Hr. Mikkel var lysten og raa;
men Provsten samlede Kræfter,
nu vilde han Spotteren slaa.

„Skønt Mikkel smæder mit Husliv
og fører en skammelig Krig,
tilhører mig i Tiden
som Præst hans letfærdige Lig.

„Staar Kundskaben op imod Kirken
som mod sin Herre en Træl,
da kan vi love i Danmark,
at den skal sulte ihjæl."

Jeg saa' en Stund paa Hr. Jørgen,
jeg saa' paa Hr. Mikkel hen
og tænkte: Der er dog Krummer
endnu i de danske Mænd.

Ej kunde Provsten med Bibel
den lede Mikkel slaa
og Mikkel ej Præstekraven
af hellig Jørgen flaa.

Og er der en saadan Styrke
endnu hos de danske Mænd,
da maa saa sandelig Danmark
have en Konge igen

og ingen betitlet Staalpen
og Bogkøter uden Marv.
Thi ærer min Sang den Konge,
som nu tager Riget i Arv.

Og findes der Mænd som disse,
saa findes vel bedre end dem,
saa gaar vor ældgamle Styrke
paa ny af Højene frem.

... Da Jørgen og Mikkel begyndte,
var Salen et blomstrende Sted,
men før de holdt op, saa skummel,
som var al Gas skruet ned.

De talte, saa Damerne grued
og fnisende krøb i Gem.
De talte, saa Hjærterne lued
og danske Løver sprang frem.

Den første Løve knælte
og svor sin Troskabs-Ed:
„Jeg vil forsvare Provst Jørgen
alt i mit Ansigts Sved".

Den anden Løve skelte:
„Jeg holder min Hundesti ren
i Troen paa Rævens Podex
og Doktor Blæresten".

Der stod en kjoleklædt Boghund
og tænkte paa Ingenting
yderst ved Døren til Salen.
Han sagde højt: „Dingeling!"

„Ding-ding!" det jubler nu alle
de Hunde, som sidder og staar.
„Ak maa denne Basseralle
dog vare i hundrede Aar!"

Der kommer til sidst en Boghund
til Blæresten — Lægen — og ler:
„Den danske Muse er daarlig
og beder om et Klystér".