Der stod en Mimose i Havens Bed,
og sølvblaa Dugg blev den madet med,
og den aabned for Lyset sin Viftemund,
og Natten kyssed den atter i Blund.

Og Foraaret kom, en forunderlig Vaar,
som en Elsker, der tyst gennem Haverne gaar.
Og hver Blomst, som ved Jordens Hjærte frøs,
stod op af sin Drøm og sin Vinterdøs.

Men ingen skælved af Lykke og led
i Have, paa Mark og i Skovensomhed
under Middagens Brand, lig en Hind i sit Krat,
som den lille Mimose, der sad saa forladt.

En Vintergæk spired ved Havens Hegn;
saa vaagned Violerne varme af Regn
med en Duft, da den friske Muldlugt kom til,
som Stemmer, der blandes med Strengespil.

Anemonernes Sværm, Tulipanen prud,
og Narcissen, den skønneste Blomst, som sprang ud,
der spejler sit Øje i Bækken ned,
til den dør af sin egen Elskelighed.

Og Liljekonval, en Najade, der steg
saa ungdomsdejlig, saa lidenskabsbleg,
at de skælvende Smaaklokker tændte et Skin
igennem det grønne, der hylled dem ind.

Hyacintherne, purpurne, hvide og blaa,
der atter begyndte at klemte og slaa
med en fin og fortættet Musik uden Stands,
som om Duften blev til i vor egen Sans.

Og Rosen, klædt som en Nymfe til Bad,
der Stykke for Stykke og Blad efter Blad
har aabnet det glødende Dyb af sit Bryst
og røber en Sjæl af Skønhed og Lyst.

Og Liljen, der fyldte til svingende Maal
som en Mænade sin Maaneskins-Skaal,
til Ildstjærne-Øjet med sværmersk Behag
duggblankt betragter den milde Dag.

Den svage Jasmin, der er bleg som en død,
og Tuberosen sin Duft udgød.
De sjældneste Planter fra Syd og Nord
stod samlet i Haven i fuldeste Flor.

Og henad Strømmen, hvis Barm ej fandt Ro
under Blomster, der byggede Løvtag og Bro,
med grøngyldne Strejf, i mangfoldig og fin
Glans fra den brogede Baldakin -

dér skælved de brede Vandliljer tyst,
og Aakander glimrede stjærnelyst.
Og Strømmen rundtom dem dansede til;
det var Straalemagt, der blev født under Spil.

Og alle de slyngede Stier, som drog
hen gennem Haven paa Æventyrtog,
snart pludselig aabne for Sol og Vejr,
snart tabt under Grene og blomstrende Trær —

blev tilgro't med Klokker og Tusindfryd
og sælsomme Blomster, en Fabel af Pryd,
der hælded sig sammen, mens Dag gik paa Hæld,
til hvide, purpurne, dybblaa Tjæld,
for at Ildormen ikke skal fryse ihjæl.

De stod i det urørte Paradis
med Øjne, der blunded paa barnlig Vis
eller lo, som naar Barnet paa Moders Fang
snart lulles, snart vækkes af dejlig Sang.

Af Himmelens venlige Vinde vakt,
som Ædelstenen ved Bjærglampens Magt,
de smilte mod Himlen og mærked et Gys
af Lykke ved Solens højmodige Lys.

Thi de var gennemtrængt én og hver
af Lyset og Duften fra den, de stod nær,
som elskende unge, hvis frydsvimle Sind
skal gensidig aande hinanden ind.

Men Mimosen, som intet kan yde imod
den Kærligheds Rigdom, der ramte dens Rod -
ak, ingen modtog og elsked som den.
Den led; thi den maatte ej give sig hen.

Thi Mimosen har ingen Blomst, som gør Lykke,
ingen Glimmer og Duft, hvorpaa den tør bygge.
Den elsker som Elskov, der ej venter Svar,
attraar det skønne, den selv ikke har.

Den døende Brise, hvorfra der gik
en sagte mumlende, sælsom Musik;
det klare, vinkende Stjærneskær,
der bringer hver Blomst den anden nær -

Insekternes Brus i den frie Sol
som over en Havbugt en gylden Gondol
med lysende Fragter, med duftende Læs,
der glimter omkap med det levende Græs -

den usete Dugg, som i Blomsterne laa
og gnistred, til Solen faldt brændende paa,
da steg som Aander mod Himlens Hvælv
i Skyer, viraksbetyngt af sig selv -

den dirrende Damp, som i Middagens Stund
om Jorden slynger et Hav af Blund,
til alt, hvad som findes af Lyd, Duft, Liv,
henhvirvles i Strømmen som Rør og Siv -

det var altsammen Engle, Mimosen fik kær:
der bragte Lykke og sødt Besvær,
mens Timerne sagtelig komme og gaa
som vindløse Skyer over Dagens Blaa.

Og om Aftnen, naar alt paa Jorden var Fred
og alt i Himlene Kærlighed
og der dæmred en dybere Lykke end før
i Søvnen, befriet for Dagens Slør;

naar Dyr og Fugle og Smaakryb tav
og druknede helt i et Drømmehav,
hvis Bølger drog hen uden Ro eller Rist,
mens Glimmersand dækked dem, ... ubevidst;

(men ovenover en Nattergal
sang sødt og alene, mens Natten blev sval,
og blanded sin hulkende Jubelstrøm
elysisk ind i Mimosens Drøm)

da var Mimosen, blandt Blomster, den,
der først maatte sove og gav sig hen
som Barnet, træt af en yndig Dag,
saa tilbedt af alle og dog saa svag -
i Nattens vuggende Favnetag.

Anden Del

Der var paa den yndige Plet en Magt,
en Eva, hvem Eden var underlagt,
og som for Blomsterne én og hver
var ligesom Gud for Stjærnernes Hær.

En Kvinde, en Drøm fra Naturens Haand,
hvis Skikkelse bares af elskelig Aand
og sælsomt var vokset med Glans om sin Pande
som en Havblomst fra hinsides dybe Vande,

plejed med Flid, som hver Plante sporer,
hin Maaneskinsverden, hvis smaa Meteorer
som Ætherens Lamper, naar Nat toner ind,
lo frem fra Jorden omkring hendes Trin.

Hun havde ej Selskab af dødelig Rod,
men af hendes Skælven og Blus man forstod:
for Morgenen underfuldt givet til Pris
hendes Drøm var ej Slummer, men Paradis.

Som om en Lys-Aand af Glæde ved hende
var rømt fra Himlen, mens Stjærnerne skinne,
og nu bestandig var længselsfuldt nær,
men Dagslyset skjuler den Ven, hun har kær.

Hendes Spor i det nedtraadte Græs synes Trøst.
Og det hørtes tyst, naar hun hæved sit Bryst,
at de kommende, svindende Aandedrag
spredte Lykke ud og lod Lidenskab bag.

Hvorhen hun styred sin luftige Gang,
hendes lange Haar over Grønsværet hang,
og Skyggen bortvifted det lysende Spor,
som en Solstorm over en dunkelgrøn Fjord.

Jeg tvivler ej om, at hver Havens Blomst
har skælved ved hendes Tilsynekomst
og annammet en Aand i et Legem saa skørt
af hendes glødende Finger berørt.

Hun stænked af Bækkens klare Vand
paa dem, der var matte af Solens Brand.
Men ud af de tunge Blomster hun stryger
den Regn, de har sanket i Tordenbyger.

Hun løftede Ho'derne med sin Haand,
hun rettede Stænglen med Vidjer og Baand.
Om Blomsterne var hendes egne Smaa,
hun kunde ej varet dem bedre end saa.

Og Mordinsektet, den gnavende Orm
og Ting af lav og usømmelig Form
hun bar i en Haandkurv af indisk Flet
langt ud i en Skov til en vildsom Plet.

Hun plukked de friskeste Urter og Straa,
som hendes fine Haand kunde faa,
til de bandlyste Stakler paa Kurvens Bund,
hvis Hensigt, skønt skadelig, ikke var ond.

Men Biers og Døgnfluers flimrende Klan
og bløde Møl, der drog ud paa Ran
hos søde Blomster ved Sti og Vej,
gør hun til tjenende Aander hos sig.

Og Pupper, hvis Sarkofag er et Skjul
for en ufødt og drømmende Sommerfugl,
sad klæbede trygt, i den skønne Park,
rundt om den duftende Ceders Bark.

Den fagreste Skabning fra første Vaar
i Haven saaledes som Vogterske gaar
den hele, herlige Sommer sød.
Og førend et Blad blev brunt, var hun død.

Tredje Del

Tre Dage stod Blomsternes prægtige Hær
og tindred som Stjærner i Maaneskær
eller som Bølger i Bajæ Bugt,
hvis Sølvglans af Røg fra Vesuv bliver slukt.

Og paa den fjerde Mimosen erfor
af Salmesang, at hun lagdes i Jord
... de tunge Fodtrin af dem, som bar,
og Sørgeskaren, hvis Hulken gav Svar!

De dystre Toner, den svare Nød
og det stumme Røre, som følger en død,
og Lugten, som kold og kvælende tæt
ej længer kan holdes bag Kistens Bræt!

Det mørke Græs med smaa Markblomster i
blev taareblankt, hvor det Tog kom forbi.
Og Vinden, som drak deres Sukke, blev stum
og sad i Pinjen med hule Brum.

Den dejlige Have blev kold og fæl
som hendes Legem, der var dens Sjæl,
der først laa hen, som hun sov og var træt,
da langsomt forvandlet ... forraadnelses-mæt,
saa Mænd maatte skælve, der aldrig har grædt.

Og efter Somren faldt Høstdage paa,
og Frost gør de taagede Morgener raa,
men Middagssolen tog straalende fat
paa Trods af Hærværk hver lønlig Nat.

Og Roserne dryssed og faldt itu
paa Mosset — som Fnug af det blussende Nu.
Og Liljerne hang i den vaade Vind
med hvidgustent Skær som en død Mands Skind.

Og Planter med Indiens Farve og Duft,
der næres af Lys og af dugget Luft,
blev Dag efter Dag under Bladfaldets Løv
æltet til ét med det fælles Støv.

Og Løv, brunt, gyldent og graat og rødt
og hvidt med en Hvidhed af hvad der er dødt
henhvirvled, som Spøgelseshorder, i Blæst,
saa Fuglene flygted i Øst og Vest.

Men Ukrudtsplanter begyndte at strø
for hvert et Vindpust de vingede Frø,
der klistred til Blomsternes Stilke som Uld,
indtil de raadnende segned i Muld.

Og Aakandens Blomst i den fine Bæk
gik løs fra sin Stængel og surrede væk
blandt Hvirvlerne, hid og did uden Rast,
som Luftens Blomster for Stormens Kast.

En Regn slog ned. I Dynger til slut
paa Havens Gange laa Stilkene brudt.
Og Løvhyttens bladløse vilde Vin
laa nedslængt i Æltet ... Død og Ruin!

Ved Tiden, som faldt mellem Storm og Sne,
lod laaddent og grovbladet Ugræs sig se,
spraglet og spættet af vædskende Bryg
som Vandsnogens Mave og Tudsens Ryg.

Og Nælder og Skræpper med Snegleslim smurt
og Tidsler, Skarntyder og Bulmeurt -
de løfted den hulede Stængel saa rank
og tynged den dødstille Luft med Stank -

Og Planter, som Verset maa ledes ved,
en Underskov af Uhyrlighed:
piggede, bulne, blærede, blaa,
gustne med Perler af Raaddenvand paa.

Og Svampene, Paddehat, Meldug og Mugg
stod trukne af Jorden som Klamhed og Dugg
med Blegkød og svulmede fede og fro,
som om Døden, affældig, begyndte at gro.

Mens Hatten forraadnede, Flig efter Flig,
stod Stokken som Stagen med Morderens Lig
med Tjavser for oven af skørnet Sul,
der gjorde Luften betændt og ful.

Rogn, Grøde, Urenlighed, usundt Skum
flød sammen i Bækken, der ikke fandt Rum,
men danned et Udløb, hvor Røddernes Net
som Klyngstre af Vandsnoge filtrede tæt.

Og stille ved Timernes rastløse Værk
en Taage nu breder sig dræbende stærk.
Den skimtes ved Morgen, den mærkes ved Dag,
ved Nat er den Mulm uden Stjærner bag.

Og fedtede Dunster, usynlig med List,
sneg midt om Dagen fra Kvist til Kvist;
hver Gren og Stamme, hvorpaa de løb an,
blev bidt og mærket af giftig Brand.

Mimosen, som følte Forsmædelsens Aag,
græd Taarer, til alle dens Øjelaag
af foldede Blade var tilgro't med Graad
og bar en Rustplet af frossen Fraad.

Thi snart faldt Bladene af. Og snart
fik Blæstens Øxeblad øget Fart.
Og Saften sank ned i Mimosens Rod
som i et Hjærte det stivnende Blod.

Thi Vinteren kom med sit Stormpiske-Smæld,
med sprukken Finger for Mundens Spjæld.
De Vandfald, han vristed fra Alpernes Kant,
ved Bæltet som klirrende Haandjærn han bandt.

Hans Aandepust lagde Lænke og Laas
om Luft, Jord og Hav, hvor han agende saas
højt paa sin Triumfvogn, ført uden Hest
af den arktiske Zones ti-spandige Blæst.

De Væxter, der ligned den levende Død,
sank trolddomsagtig i Jordens Skød,
ramte af Kulden, som sværped og sved:
det var som Genfærd, man manede ned.

Først kom der en Nedbør af Tø og Regn,
hvis Draaber stivned paa Hæk og Hegn.
Saa laa der en Taage og fældede Rim
og gød sit Isslag om Kviste og Kim.

En hvirvlende Nordenstorm for over Jord
som en Ulv, der bag Sneen er kommen paa Spor
af et stivfrossent Barn, og slog sine Klør
mod de istunge Grene, der sprang som Rør.

Og Muldvarpen døde af Kulde og Slud
under Græstørven, der, hvor Mimosen gik ud.
Fra Luften styrted den stivnede Fugl
livløs i Grene, der ikke gav Skjul.

Da Vintren var omme, en Foraarsdag
man fandt Mimosen som bladløst Vrag.
Men Skræppe og Paddehat, Følfod og Nælde
stod op som den døde med uanet Vælde.

Slutning

Hvorvidt Mimosen og det, der sad
som Sjæl i dens Stamme og mindste Blad,
før Formen forfaldt og gik Støvets Vej,
nu følte Forandringen, véd jeg ej.

Hvorvidt den Kvindes højmodige Sind
ej længere i en Form sluttet ind,
der udbredte Ømhed som Stjærnen sit Skær,
kunde sé denne Have, hun før havde kær,

jeg tør ikke sige. Men i vort Liv
saa fuldt af Vankundighed, Misgreb og Kiv,
hvor alt kun synes og intet er vist,
og selv er vi Drømmeskygger tilsidst,

det er en nøjsom Betragtning og Tro,
helt munter, hvori man kan falde til Ro,
at mene, at Døden slet ikke er til,
men er, som alt andet, bedragersk Spil.

Den søde Park med dens Blomster og Trær
og Kvinden og alle de Duftvæsner der
er aldrig forsvundne, har ej skiftet Hjem.
Det er os, det er vort, som er skiftet, ej dem.

For Kærlighed, Skønhed og lykkelig Glød
der findes ingen Forandring og Død:
men de gaar vore mørke Sanser forbi
med et Lys, som vi ikke kan blive i.