De Kugler, jeg agted at støbe
i Dag, vil ej lykkes i Formen,
og andet Bly maa jeg købe.

Jeg strider kraftig mod Stormen,
som vikler omkring mig sin Svøbe.
Paa Gaderne ser man mig løbe.

Her er, hvad jeg aldrig skjuler,
saa mange Krudtkarle hjemme,
at man maa forsynes med Kugler.

Jeg skal dem ikke forglemme.
De fægter for deres Huler.
Og Fyrene vil bestemme.

Der er desaarsag en Raaben
af Vildmænd i Rigets Vaaben,
som var de fordrukne fra Daaben.

Et gejstligt Ulve-Orkester
os byder lidt mindre at drikke,
da Helved har forberedt Fester.

Men Faareulds Ateister
behandler „den Herre med Hoven"
endnu vel meget fra oven.

Er O.B. og E.B. ikke
et Par nationale Løver,
og mon vi andre behøver?

Den sidst omrørte Forfatter
er kendt fra for mange Debatter.
(Den første er ikke Forfatter.)

Jeg er paa Forbogstav med dem.
Vi kommer siden igen
til disse og lignende Mænd,

hvis Lidenhed er saa stor,
at Verset slaar en Revne,
saa ofte jeg maa dem nævne.

Og Jørgen og Jesper og Mikkel
med Sølvbeslag eller af Nikkel -
som sværger ved Kors eller Cykle,

som sværger forneden og oven
ved Frihedens Navn eller Loven -
Vildsvin og Kvæg udi Skoven.

Og hver af de Privatister,
en Konge kan ta'e til Minister,
(hvad angaar det Bonden bag Ploven?)

Nu gad jeg den Borger kysse,
som skaffer et godt Maal Bly,
hvormed jeg kan lufte min Bøsse.

Min Haand — som mit Sigte — er ny,
men Vaabnet fordærves af Rusten
i denne forhexede By.

Der sætter sig Gravrust paa Løbet;
man bliver oven i Købet
selv noget irret og gusten.

De Troldkarle, hele og halve!
det hjælper at gi'e dem en Salve,
de brægende Ypperste-Kalve.

Og det vil Hjærterne fryde,
at Bøssen var fri for Lyde.
Det er saa nyttigt at skyde.