Som jeg kom over Bakken, saa' jeg det milebrede
Kornbølge-Højland uden Pletter af Muld
med Rugens hvide Aks og den brunmodne Hvede,
der straaler mat i Grunden som det lødige Guld.

Paa Hævning følger Dal, efter Sænkning krumme Banker
og midt i Sæden Gaarde blandt Haver med Frugt.
Der var tæt og frodig Lunhed, men for fjerne Blik og Tanker
trods det mandshøje Kornland dog ingen Udsigt lukt.

Om store Lav-graa Kampesten Græstotter vokser
i middagsstille Luft, som er regnvarm og ren.
Og Mænd, der gaar i Kløver og driver deres Okser,
er ældede og graa som de Lav-begro'de Sten.
Jeg vilde længer frem. Og da mødte jeg paa bare,
hastige Fødder en Dreng med ildrødt Haar;
hans Næse løb; han gav sig kun Stunder at svare:
„Den gamle Mand bor omme i den store, røde Gaard."

Som grublende paa Spørgsmaal og mange Slags Planer
jeg nærmed mig og ind i den snævre Have saa',
blandt broget Flor af Urter, Læbeblomster, Tulipaner
en Landsbydegn jeg skimted i hans Frakke sid og graa.

Han retted sig — jeg kendte den store gamle Mand -
og vinked mig og hilste med en vis forundret Glæde,
tog rolig Plads, mens Panden, som perled i Vand,
han visked med et storblomstret Lommetørklæde.
Jeg gjorde mange Spørgsmaal, som ærgred ham uhyre,
han vrissed: Nej, Jorden maa selv om sit Styre.
Min Lod er nu at køre en Beregning lidt paa tværs
eller stundum hjælpe til med at rime et Vers.

Jeg spurgte ydermere: „Er Kvinden valgretsmoden?"
„Tør man brænde sine døde?" — om Tolden, Sølvmøntfoden!
Men alt det Svar, jeg fik — „Det maa Mennesker forstaa,
Begravelse og Valg har de selv fundet paa.

Jeg har ikke paalagt Told eller ordnet Guldmøntfoden.
Det er Menneskenes Værk. Da fra først jeg satte Kloden
ud i Rummet for at sejle som en gasopfyldt Ballon,
var det hele fikst og velgjort fra Francisco til Hongkong.

Fra St. Croix man hented Sukker, Indien med Korn var lastet,
England havde Bomuldstøjer, før en ufrom Slægt formasted
sig at bygge Toldens Mure i den store Verdens Landkrig,
Fransk saa vel som franske Vine fik man kun fra selve Frankrig.

Hjemmets Industri fordærver nu de bedste Tunger, Maver,
og man drikker Vin og taler Fransk, som aldrig saa le Havre.
Man har dansk Tobak og danske Diktatorer. Aa det ækle
endevendte graa Aarhundred — dette lystne fin du siècle."
Ved Ordet lystne tav han og strøg sig over Hagen.
Jeg bad ham derfor yttre sig om Sædelighedssagen.
Han grubled lidt og lod mig notere disse Ord:
„Hvor dumt de Folk dog skaber sig nede paa din Jord!

Hvi griber de ej Kvinden om hendes kønne Hals?
et rask og muntert Kys! — det var bedre allenfals
end at pine sig og sukke, vende Øjne saa længe,
til en Dag de løber sammen for Ægtemandens Penge.

Jere Præster har nævnt mig med altfor streng en Titel.
Jeg er ikke umedgørlig i dette Kapitel.
Jeg lider nok, at Ungdom tør kysses lidt og fjantes,
endskønt jeg ingenlunde er enig med B . . . . . ."
Mens saadan bænket under et landligt Morbærtræ
han smilte klog og mild bag de strenge Degnebriller,
jeg ser fra alle Veje der nærmes Folk og Fæ,
som i en landlig Stimmel sig ud for Haven stiller.

Saa gik han ud til Folket. Hver klaged ham sin Nød.
For gamle Karens Feber fik han plukket lidt Salvie,
bandt lille Jenses Finger i Omslag med Grød
og fandt paa nye Raad for Per Hansens syge Kvie.

Han talte Bondemaalet; en Spøg blev gerne hørt;
og Himlens Bønder flokkes som om Jakob, Patriarken,
med Kvinder, Børn og Hjord! — Jeg forsikrer siden rørt:
at jeg fornam mig ganske som hos Noah i Arken!
Jeg vil saa gerne dvæle i denne sunde Ro
her hos den gamle Mand. Men Gud er skadefro.
Du lader Sjæle knuses, lader stolte Mænd gaa under
for at bruge dine Kure, Grødomslag for alle Vunder.

Du sad i Evighed, og din Dag var klar og fri.
Da plumred Du din Klarhed, lod Mulm og Skyer spire,
og for at elskes skabte Du i barnligt Narreri
en Slægt, hvoraf de fleste knapt kan tælle til fire -

hvoraf de fleste trofast vel kan røgte Himlens Bøfler
for deres gode Gud, men et dødt, unyttigt Slæng,
der vil, at Gud med Gaver skal fylde deres Tøfler,
som stilles udenfor, mens de kravler selv i Seng.
Den gamle Mand betragted mig med smilende List.
„De høje Ting, du siger, er vor Landsby ubekendte.
Du krammer dine Fraser . . . som en Seminarist,
der slipper ej sin Lærdom, før med Vingerne brændte.

Du har for mange Nykker. Du skulde tage Bo
imellem os og omgaas vore brave, vakte Bønder,
besøge Folkehøjskolen. Fandt du da ej Ro,
da bør du udleveres til Præsterne, Synder."

Da raabte jeg: „Jeg kræver en utaalmodig Gud,
som lider med det skønneste og elsker stolte Sjæle,
som læger, dulmer, hersker, skønt han ler ad dine Bud,
den Gud for Sol og Sang, som har givet Manden Mæle.

Den Gud, som skrev Historien, bevæget, klar og snild,
som bruger Cæsars Kaarde, Brutus' Dolk — den sikre Spejder,
som kaster nye Tropper frem i Kulturens Ild,
indringer vide Kredse, rører opad, bearbejder.

Han gør vort Liv saa broget, som din Himmel er trist,
han aabner nye Jordlag, besvangrer hver en Fure.
Han er en Fødselshjælper, ingen Seminarist,
der kalder Skønhed Skab! og beordrer Landsby-Kure.

Du store Pottemager, vi er jo dine Skaar
og fine Sæbebobler, du i ledig Lyst fremkogler.
Vi selv er Gudens Drømme, som de kommer og gaar,
Alverden er hans Hoved, og vi bygger i dets Knogler."

Og jeg blev mere heftig: Skønt smigret og svimmel
ved Tanken om at sove i saa blaamalet Himmel
og se de vakre Bønderbørn, som alle er Dus,
forsamlet Søndag Aften til et sædeligt Kantus.

Jeg beder dog, man undskylder venligt min Person,
den Skønhed, jeg har kær, er af en anden Nation,
min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes.

VIII
„Den rige Frue Venus, lagt for Had hos snørte Kvinder,
ej fødtes mere straalende, mens alle Bølger skinner,
end gennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Aphrodite er opstegen af Havet.

Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler
fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag!

Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde
med fromt-forsoren List, der gør Tankerne rebelske,
et Smigreri som hendes, der lærte mig at elske . . .

Ja hende, der lidt sky for det overdrevne — lidt
forlegen ved at nævne „Jeg-elsker-Dig" — med ét,
som Lægen finder Vej for den famlende Sonde,
har trængt i mine Dybder og gjort alle Tanker blonde.

Hun ligner ikke Nymfernes kælent nøgne Æt,
bredbarmet, ædelttegnet er hun moderne klæd
med Simpelhed og Anstand i muntre, lyse Kjoler;
i hendes unge Skygge det dufter af Violer.

Det er min Skønhed, Venus, min Pallas Athene,
en smukt indbunden Bog, der ej lader mig alene;
saa jeg skal aldrig flere Forladtheds Taarer græde,
skønt hun er kun et Billed paa Fordybelse og Glæde."

IX
Da lød der mange Stemmer med ét — „Nu er han moden!"
En Sværm brød ind i Haven, jeg slæbtes bort ved Foden,
mens sorte Præster gentog: „Kun ingen Pardon:
Det er en Afgudsdyrker uden sand Religion."

Jeg raabte: „Troens Sandhed skal ses af Hjerteslaget,
min Venus og Madonna har mig ikke bedraget,
hun lever i og om mig, uden Prøver og Beviser,
hendes Fodtrin klinger i mig som paa Domkirke-Fliser."

Jeg førtes ned ad Himlen. Og Folk og Præster yngler.
Der stod en hel Valpurgisnat af hjertesøde Slyngler.
Og Hekse hørtes jodle. Det lød saa djærvt og klagende,
de sejled frem i Dejgtrug med Humlestænger stagende.
Men som de vilde hugge mit Hoved fra min Krop,
da kom den gamle vinkende og raabte: „Stop der, stop!"
Og da man spydig knurred, han tordned: „Vær stille!
her er det ene mig, som skal tænke og ville!

Gaa hjem paa Stedet, Taaber, og vær kun ej for trygge!
I tror vel, I er Solen — og jeg kun er en Skygge?!"
Saa greb han mine Hænder: „Rejs ikke bort i Vrede!
Jeg har jo nok, som grusomt bagtaler mig dernede!

Hils mine Børn, jeg elsker dem som Kunstnere, der spiller
snart Violin, snart Bas — Bratsj, Horn, Obo, Skalmej.
Det nye morer mig: Vers, Tragedier, Vaudeviller.
Jeg støtter alle Retninger — enhver er god for sig!"