Alle Instrumenterne rømmer sig nu,
de kagler, de skratter, de nynner,
Bassen brummer dybt fra sin klagende Bug,
mens sagte Violinerne begynder.

En Bukken, Inklineren, en Løben op og ned,
til vor Kvadrille er samlet,
saa stryger alle Buerne rask den Musik,
som vagt sig over Strengene har famlet.

Som en sirlig Mus Frøken Eva danser frem,
i lysegraat, lidt sky, men hjærtevindig,
nejer sig galant, mens Øjets finblaa Glans
blir stadig mere blaa og tungsindig.

Saa viser Enken med buttede Hop
sin modne, ustadige Alder,
nejer til Jord for hver Herre og ler
og uforknyt i Favnen os falder.

Men dronningeskælmsk i sin sorte Atlask
Kathinka, den fejende ranke, sig vender,
trykker i Haanden os alle en Gang
og dobbelt sin Kærestes Hænder.

Og naar vi har danset den sidste Tur,
de klapper i Hænderne kaade,
og Rheinlænder-Polkaen fejer dem med,
til Kinderne ler og dugges vaade.

Lenora, den blege Kusine, staar
i Silke med Hoved paa skraa og grunder,
Øjnenes Mørke spørger saa fjærnt,
som ruged hun stum paa en Drøm, der gik under.

Den fine Pande bag brunsort Haar
og disse Øjne saa trofast sære
synes at huske en Ven, hun har kær,
som er langt herfra — ej værdig sin Ære.

Naar Ballet er endt, er det sildig Nat.
Vor Klynge ned ad Trapperne famler.
Kathinka træder først ud i Sneen paa Taa,
mens Skørterne med Haanden hun samler.

Saa gyser hun, trykker den kærestes Arm
og baner ham Vej som sin Skygge.
Men Enken kan vise baade Varme og Tak,
hvis én byder Haand til sin Lykke.

Og Mørket gør Eva fra Mus til en Kat,
der kradser med en vis elektrisk Ynde.
Men Frøken Lenora fortæller mildt og mat,
at kun de muntre Mennesker kan synde.

Dog han, som er med hende, greb hendes Haand:
„Hvad Lykke ved Tummel og Latter?
Nej den, som er venligst og dybest i Sorg,
sin Vellyst vidunderligst fatter."

Og som han stod, har hun grebet ham rask
og kysset ham og Tavshed befalet
og vugget ham sødt til Godnat — til Godnat!
og længe vinket efter ham med Sjalet.

Hendes Favntag og Kys er en ridderlig Rus,
der ej for Morgnens Taageklarhed flygter ...
Det trætte Blik forfølger i Længsel og Drøm
Dagsskæret paa en Række slanke Lygter.

Hvad er der saa sært som en Lygte ved Dag,
naar blankrudet, bleg og forsovet
den løfter mod Lyset i udslukt Ro
sit fine og tænksomme Hoved —?