Vi grov efter Vand fra den Elv Kastale,
da fandt vi en afbrækket Havfruhale,
forstenet halvt, men med Finnerne friske,
endnu med en Lugt af Søvand og Fiske,
et bøjeligt Brusk, som det Viskelær,
hvormed en Elev, der har Mytherne kær,
udsletter den Tegning, han midt i Latinen
har udført af Bacchus, der rider Delfinen.

Disse Havfruer er oprindelig Kvinder.
Der var i Oldtiden ikke andre;
de havde en Hale som Salamandre.
Det hænder endnu at faa Kvinder i Tale,
der straaler, som har de en ubevidst Hale.

Lidt pludselig Modgang, Forfølgelse, Skræk
— og Ubevidsthed og Hale er væk!

Men Havfruen dengang var gift med Tritonen
og svømmede med ham i tøjlesløst Mod
paa det bundløse Dyb og den stille Flod.
En Dag med et Ryk af Længsel har Konen
lagt Havfruehalen under en Sten
og er løbet sin Vej paa de bare Ben
betagen af Omgangstonen
med en Mand fra Athen.

Alt har den skønne Najade sat til
for at blive en Kvinde i Regn og Rusk,
sat til sine fjerne Cyklader — sat til
i et tobenet Hovedstadslivs Ruskomsnusk:

sin Sneglehus-Ø med Tritonernes Spil
og sin vidunderskønne Halebrusk.