Anka! Anka! søvnløs éne
har jeg kastet mig paa Lejet,
og naar blot en stakket Stund
mine Øjne fanged Blund,
straks en Skare kaade Nymfer
lokkende sig for mig nejed.
Anka! Anka! hvilken Brøde
har du gjort mod mig, du søde,
du, hvis Favn har Ild for to,
du, hvis unge, marmorrene
Barm kan skænke salig Ro
— at du lod mig søvnløs éne!