Midt i Nordens stormomsuste Hjørne
rejser sig det solindspundne Træ,
i hvis friske Løv er frodig Læ.
Sorg og Sødme, Drøm og Grubleri,
alle Nordens Fugle bor deri.

Vi er Sang — vil intet heller være.
Lyt dog til vort Fuglekor, I kære,
hver har sit at lære, sit at bære,
Tankers Kval og fyrig Melodi!
Nordens nye Muser gaar forbi.

Stundum høres Stemmen mægtig kalde,
som én Fylgie raabte over alle!
tilbød Verdens Skarer udenfor
Lykke af den Lykke, der blev vor.

Hvem kan læge Verdens vantro Slægt?
Den, som tror paa Træet, bliver lægt,
men Fornægteren bli'r aldrig lægt.

Den, som tror paa Frelsens rige Naade,
bliver lægt
Den, som tror paa Telegrafens Traade
— som er Tidens Tro — vil blive lægt.

Alle bliver lægt.
Kun den arme Mand, som intet tror,
stævner ulægt til den mørke Jord.

Vi vil tro paa Nordens Fugletræ,
tro paa Nordens Fylgie, tro paa Slægten,
som er groet i disse Grenes Læ.
Dybt har Somren mærket Dal og Høje,
Sejren kyssed Drømmen i vort Øje.