Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnen
af den korte Drøm om evigvarig Lykke,
ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen!

Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,
elskes, æres, til den helt udtømmes,
og er ingen Skaben mere givet?

Kan en Høvdingaand de lyse Norner fritte?
avle med den døde Jord en Eva
og et Mandekuld med Aphrodite?

Hvor er Guden med den nye Mythe,
som skal Rummets Tanketraade knytte
til sin Skaber-Attraas gyldne Bytte?

Nærmest Kirken med de gamle Munkestene
i et sirligt Hus en slank ung Pige
ses blandt Potteplanter helt alene.

I et andet Hus mod Vindueskanten
er en bleg ung Mand, mens Mørket tættes,
fremstrakt, ludet over Lærdoms-Folianten.

Ingen ser hinanden . . . alle venter
blidt, i Tavshed og Forlæsthed, Skæbnen.
Lydige som Døtre og Studenter.

Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.

Og de unge Daarer, mens de kloge tier,
digter Elskovsregler, Hjertelitanier,
Flirt-Ordbog for Jomfru og for Frier.

Ak, den kaade Dasen, ak, den ømme Fjasen,
gennemført som Hof-Ceremonier:
Aah, dit Bæst! Min Engel! Søde Asen!

Under Leg forløses Tungebaand og Aand,
unge Kvindeviljer tændes. Unge Midier
bliver stridige, men smidige som Vidier.

Og hun siger angstfuld: ja, nu kom det,
hvad det dumme Hjerte længe havde ventet.
Det er vel fortjent, jeg selv var ude om det.

Hendes Sprog blir panisk i Ekstasen:
. . . Jeg vil ikke . . . ud i . . . Suppedasen . . .
Frister, Afskum! . . . Engel! . . . Søde Asen!

Skønne Mand, af hvem jeg er betagen,
Du er ikke lumpen? Du vil ikke ha' mig ned i Sumpen. . .
Store, milde Gud, nu faar jeg Ris paa — Bagen!

Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.