Det er den Stund, da Mørket, sig bredende,
opfylder Haverne, Vangene,
da Pindsvin sværmer i Gangene
og Tjenestepigerne ved Ledene.

Den Time, da Natten, den fredende,
vækker i Villaen Sangene,
mens lille Rebekka til Klangene
luger Salaten i Bedene.

Den Stund, efter Dagen, den hedende,
da Blomsterne rejser sig prangende,
men Fuglene tier bag Hangene
og Vejene lytter til Fjedene.

Nu slæbes de selvopgivende
søvntrætte Smaabørn i Badene.
De bér til den Alt-forladende.
Nu skjuler sig Svanen i Sivene.

Og Moderhjærtet, det anende,
er bleven vidunderligt drømmende.
Hvor taler du sødt og formanende,
Caty, min Svane paa Strømmene.