Fra denne Muld, hvor Lærker
slaar op ved hver en Tue,
fra dine milde Øjne
under den kække Hue
og denne Fjord, hvis Morgen af Foraarslys formildes,
blødt kantet med en Sølvsøm, hvor Hav og Skyer skilles

vil jeg nu tage Afsked
en bedre By at finde
og blande Smil og Graad
med en mindre knibsk Gudinde,
der skænker mig med Læberne fuldt og villig rakte
ved sine Knæ at drømme, at elske og foragte

som ta'r mig rask om Halsen
og lader sig ej tigge,
som aldrig spørger: har han fortjent det, eller ikke?
men straaler med to Øjne, hvis Fryd hun ej kan skjule
som efterligner dine, en ganske lille Smule

Den flinke danske Muse
hun sætter sig paa Skødet hos mig med glade Fagter:
hun bliver ikke nødet,
hun bærer ingen Sorg for det altfor virkelige,
saa du kan langtfra staa dig mod denne kække Pige.