Du sang af stille Glæde,
fordi paa mig du tænkte.
Med Perler Duggens Væde
din lille Sko besprængte.

Jeg stod bag Hyldens Skærme
og saa dig gaa derinde
— med Roser i dit Ærme
du flytted Blomsterpinde.

Pragtnelliker saa røde
du oprev af din Have
og kasted mig i Møde
din Elskovs Morgengave.

Dit Haar var overdrysset
af Duggens Spind af Perler
— det var, som om jeg kyssed
Vanilieduft af Snerler.

Hvor sødt at gaa og snakke,
mens mod min Mund du rakte
din smalle gyldne Nakke,
hvor Solen laa og bagte.

Du klapped mig paa Kinden
med røde Valmuroser
— de vifted Sommervinden
til duftende Narkoser.

End bag de fjerne Laager
din mørke Røst jeg kender
— som tvende hvide Maager
hilste mig dine Hænder.