Sommersol, der synker brat
mellem Graners Grene,
gaa kun, gaa! lad mig i Nat
sidde glemt og ene.

Se, min Haand dit stærke Lys
rødt kan gennemskinne
sart i mine Fingre ser
Purpurblod jeg rinde.

Men mit Blod er tungt og tykt,
naar dit Lys er borte,
og i Natten er min Krop
kun af Jord den sorte.

Se, en blændet Sommerfugl
kan dit Lys ej taale,
fløjelsgraa den tumler om
mellem visne Naale.

Saadan er min lyssky Drøm,
baskende i Blinde -
gaa, du røde Sommersol,
lad mit Liv forsvinde.