Jeg er skøn, o Dødelige, som en Stendrøm skøn og stum,
og min Barm, hvor alle Elskere til Blods kun vil sig kvæste,
er skabt til i Digterens Hjerte at fæste
en Elskov stum og evig som det endeløse Rum.

Jeg troner i Azuren lig en Sfinks, som ingen tyder;
jeg har Svanernes Hvidhed og et Hjærte af Sne;
jeg hader hver Bevægelse, som Linjerne forskyder;
og aldrig kan jeg græde, og aldrig kan jeg le.

Mine Statuestillinger synes jeg at tage
fra berømte Monumenter, og Digterne trindt omkring
ligge lejrede foran mig og gruble alle Dage;

thi for disse føjelige Elskere at binde
har jeg himmelrene Spejle, som forskønne alle Ting:
mine store, aabne Øjne, der i evig Klarhed skinne.