Af Stenbruddet strækker en Skaberhaand sin Klo,
faar Marmor til at aande og Malme til at gro,
saa Skorperne brister om de Nyfødte to.

Han stempled sine Tanker i hvide Stens Krystal,
han har sat dem til at lyse i Evighedens Hal,
hvor først den sidste Vandflod skal bringe dem til Fald.

Igennem Bronzeflader sit Aandedræt han drog:
Naturen til sit gyngende Hjerte sig tog,
og Blodets Bølgesug gennem alle Aarer slog.

Urkraften rejste Bringe lig en brølende Tyr:
Balzac steg som et Taarn — et Menneske-Fyr,
der glødende Blik over Havene spyr.

Geniet i sin Kutte — en koglende Gigant,
der Verden til sin Celle i stærke Syner bandt
og tusind Skæbners Traade ud af sin Hjerne spandt.

... Som vandrende Støtter, i Lidelse døbt,
udtærede og brustne, i Stodderpjalter svøbt,
med ugrædet Taarer i Furerne støbt,

ubøjelige Mænd fra den dødsdømte By
fremslæber sig kroget som i Kapper af Bly
for den fremmede Besejrer dens Nøgler at fly.

... Se, Lidenskabens Helved paa vid Gab slaaet op:
se, Smelteovnen mylrer fra Bundfald og til Top,
og Ilden gennemgløder hver vridende Krop.

... Men Elskov bøjer Knæ i Ekstase ydmyg, øm:
i Marmorbølger mejsles Undfangelsens Drøm,
og gennem Stenen skyller Forplantningens Strøm.

Af Slakkerne udsmeltes det sydende Liv:
af Parringens magiske Guddoms-Motiv
bevæges alt det Nøgne som sitrende Siv.

Livskimen lig et urdunkelt daarende Idol,
fremelsket af Kyssets almægtige Sol,
henrisler gennem Altets sit bølgende Symbol.

... Selv Ikaros' Fald, Nereïdernes Musik,
den evigkolde Sfinks og Parcernes Mystik
som aandende Liv af hans Skaberfingre gik.

Han favntog selve Formen i ubændige Kryst,
saa alle Pulse vaanded sig bævende tyst
og nøgne Lemmer sang af den bølgende Dyst.

... Af Stenbruddet strækker en Skaberhaand sin Klo,
faar Marmor til at blomstre og Malme til at gro,
saa Skorperne briste om de Nyfødte to.