Solen synker i sit Baal,
Havet bruser i sin Brænding.
Skyen gaar med Tordenspænding,
knitrende som Flint mod Staal.

Himmelfejende gaar frem
Regn i tunge Bygehoser.
Bække gennem Sump og Moser
svulmer højt om Sivets Bræm.

Fjernt langs Strandens Bølgekog
Skovplantagens grønne Farve
som en overskaaret Larve
kryber med sit Fyrretog.

Fra de sortblaa Kysters Rand
blinker Gnister over Havet:
Dagen bloddøbt og begravet,
Verden tændt i Solfaldsbrand.

Blomsterfyldt er Græssets Skød:
op af Bakkedraget vælder
Blus af gule Immorteller
over Lyngens røde Flod.

Mod det vilde Himmellys
rejser sig fra Højens Tinde
Lidelsernes Drot den blinde,
taarnet af sin Smertes Gys.

Højt mod Himlens spotske Maal
strækker han sin Afmagts Trusel,
stønner ud sin Skam og Blusel:
Tømt er Skæbnens beske Skaal.

Sine Øjne ud han rev
— Synets blodigrøde Kvaler
af Dæmoner og Vandaler,
af det Helved, Jorden blev.

Gribbeflænsen, Vold og Ve,
hadforgiftet, hævnforblændet,
alt besudlet, alting skændet
— bedre ingenting at se!

Himlen slukker sine Lys,
Jorden lakker mod sin Aften.
Se, lemlæstet Mandekraften
raver gennem Smertegys.

Som han vaded gennem Slam,
sønderbrudt han Foden flytter.
Kun Antigone ham støtter:
Haabets, spæde, nøgne Ham.

I et blodigt Skær af Sol
Hellas' Skæbnedrot den blinde
højt paa Sjællandshøjens Tinde
sat som Verdensstorms-Symbol.

Kunsten gennem Tusindaar
Sagnkolosserne har dannet:
Ødipus, i Danmark strandet
evigt imod Havet gaar.