O Moder, som gik fra mig,
før jeg fik lært at tale,
du blev dog Trøsterinden,
som ene kan husvale.

Du fjerne, gode, rene,
som længst er Støv i Støvet,
du gjorde al min Længsel
saa evighedsbedrøvet.

Du var jo Drømmepulsen,
som banked dybest nede.
Du fik mig til at sukke,
at hulke og at bede.

Den Lykke ved dit Hjerte
som spæd at kunne græde,
blev Kilden, hvor jeg died
min dybeste Glæde.

Kun dig jeg famled efter,
naar jeg elskede en Kvinde.
Du blev mit Hjertes eneste
uplettede Minde.