En Stjerne drypped gennem Bøgeløvet,
fra Himlens Silketelt faldt Sølverstænk.
I Duft stod Anemoner op af Støvet.
Skovbunden vinked som en Sovebænk

af vissent Løv og kryddersød Skovmærke.
Vi sank til Jorden i hinandens Favn;
henrykte, sødmefyldte, guddomsstærke
vi stilled Hjertets vildt forsultne Savn.

Muldvarpen lytted i sit blinde Bo:
du sænked i dens Skud din lille Sko,
og Nattergalens Sprudlekilde standset.

Skovmærkerne dit skønne Hoved krandsed,
og under mig dit Hjerte henrykt lo,
mens Stjernen over os i Løvet dansed.