I den lyse Nat en Blomst der skinner
— i min aabne Dante jeg den finder.

Se, den kogler frem af Bogens Sider
Forforblinket, der imod mig glider.

Er da blomstret af de blaa Terziner
denne Kvist af duftende Jasminer?

Nej, jeg aner, hvem der var herinde
for med hvide Længsler mig at binde.

Alfefødder over Gulvet træde:
i den tyste Blomst er hun tilstede.

Hendes Haand ad Versets Himmelveje
lagde Blomstens Hilsen paa mit Leje.

Hendes Kys jeg suger af Jasminen,
mens jeg fjerntfra hører Violinen,

der forløste hendes Hjertes Drømme,
som et Tonekærtegn mod mig strømme.