Nu brast en Lærkestrube,
en Fuglesjæl blev stum
— en Lattertrille døde
i Evighedens Rum.

En Vipstjert eller Mejse,
der aldrig kom til Hvil.
Blev alle andre trætte,
var hun det samme Smil.

To Øjne lattermilde
af Sol fra Sjælens Bund
— der stod et evigt Kvidder
af hendes lille Mund.

Der gik en gavmild Godhed
fra hendes Moderbryst,
som fandt mod alle Sorger
bestandig Solskinstrøst.

Bag Livets snævre Tremmer
en himmelsendt Natur ...
... Nu bortgled Gitterdøren,
nu fløj en Fugl af Bur.