Der græsser en Mule i Ørkenens Kant,
for Nymaanen Skygge den kaster.
Den véd ikke selv, hvor den Vejen fandt,
og hvorfor saa heftigt det haster.

Den bærer sin Byrde, den træder sin Sti,
den følger den dragende Tømme.
Mod Aften det vildsomme Ridt er forbi,
og Koder og Haser er ømme.

Da vifter en Palme, da risler en Strøm:
Se, op mod den knudrede Stamme
har Moderen løsnet sin Kjortelsøm
for Barnet ved Brystet at amme.

Foran dem paa Vagt ved sin Oldingestav
en Graaskæg med Hovedet nikker:
Han lyder et Bud, et forunderligt Krav
og vandrer, hvor Landet det ligger.

Han leder sin Mule, han gaar paa sin Fod
— i Sadlen jo Moderen hviler.
Han véd kun det ene, at Herren er god,
og at Drengen til Moderen smiler.