Højt over de dybe Dale og over de blanke Damme,
over Bjærge og Skove og Have og høje Skyer,
hinsides Æterens Blaa og Solens stærke Flamme,
til de evige Grænser, hvor Stjærneskinnet flyer,

— skal du stige, min Sjæl, højt paa din rappe Vinge,
og som en dygtig Svømmer, der kysser Bølgens Skum,
i din Kaadhed skal du favne det umaalelige Rum
med usigelig Vellyst i din mandige Bringe.

Flyv bort fra Sygdomskim og forpestede Drømme
at tvætte dig i Luft, som bruser kold og fin,
at drikke som en ren og guddommelig Vin
den klare Ild, som fylder Rummets lysende Strømme.

Held den, der over Mismod og Sorger, som stinge
og lig en gusten Taage i Livet ind sig trænge,
kan stige højt mod oven paa rap og kraftig Vinge
og flyve ind paa skinnende og himmelrene Enge!

Held den, hvis frie Tanker kan løfte sig til Sving
som Lærker hver en Morgen mod Himlen den høje,
— der svæver over Livet og fatter uden Møje
det Sprog, som Blomsterne tale og alle stumme Ting!