Det er bittert og dog sødt, i Vinternætter vaagen
at sidde ved et Baal med blafrende Røg og Glød
og høre fjærne Minder risle op af Nattens Skød
til Lyd af Klokkespil, som synger gennem Taagen.

Den Klokke er at prise, som af Malmets fulde Lunger,
trods Alderdommens Brøst, bestandig vel ved Magt,
sit andagtsfulde Raab til rette Tider runger,
lig en gammel Soldat, der i Teltet staar paa Vagt.

Min Sjæl har slaaet Revne, og naar den i sin Lede
i Natteluftens Kulde vil sine Sange sprede,
da kan det ofte hænde, at dens svage, brustne Stemme

kun lyder som en Rallen af en Saaret, Alle glemme
ved Bredden af en Blodsø, i en vældig Dynge Lig,
og som dør i kraftløs Spænding og afmægtige Skrig.