De trofaste Træer, som grønnes og gror
i Skove, der skærmer den fædrene Jord
og vogter den Aand, som i Huset bor.

Sølvbarkede Stammer en hemmelig Sang
af Minder om Slægter, her vandred engang,
henkaster som Solspæt i Grenenes Hang.

Er ikke den Brusen, som køler min Kind,
en henfaren Sjæl, der besøger mit Sind,
en Drøm, en Dryade, i Svøb af en Lind?

Se, Karpen staar sort i den rolige Dam,
hvor Gedden, den gamle, gaar mosgroet tam
med hver liden Fisk, som i Floden svam.

Fra Sumpene kvækker den gispende Frø,
som Sollyn Libellerne glimte af Sø
og sejle i Aande af nyslaaet Hø.

Den svovlgule Iris blandt saftige Siv
fortæller det ældgamle Sommermotiv
— den evige Kresgang, det evige Liv.

Skovduerne kurre, Bogfinkerne slaa,
Guldfluerne stille i Luften staa,
indspundne af Solen i Evigheds Blaa.

Azáleen tænder sit blussende Flor,
og Skovene grønnes og Skovene gror
til Værn om de Børn, som i Huset bor.

Se, alle Trær i et sitrende Sus
— hvert Blad som en Tunge i Pinsebrus -
gaar op mod det hvide, skinnende Hus.

Er ikke de Bølger, der gaar i mit Blod,
et Bud fra en Sjæl, som udødelig god
gik hjem til den evige Kærligheds Flod?