I Venezias Smøgelabyrint
staar han høj, staar han stejl
paa sin knejsende Plint.

Han er langt fra de gyngende Vover.
Han rider som Torden paa Tage,
og Kirkerne tramper han over.

Han staar rejst i de bærende Bøjler.
Med det yderste Led af sin Finger
han Gangeren tøjler.

General af Næverets-Adel
er kun eet med sin Hest, han er støbt
i sin kløftede Sadel.

Han er ikke i Harnisk formummet -
om hans Albu og Lænd, om hans Skuldre
har Malmen sig krummet.

Han er klædt som i pansrede Flager:
naar han rider, saa rasler det ej,
men det brager.

Hans Hjerne er Flamme, hans Hjerte er koldt,
hans Blik er af Bly, hans Øje
en gloende Bolt.

I hans Vrede er Hjul der og Stejle,
naar han løfter sin Højre, da svinger
sig tusinde Plejle.

Da mejes der Menneskeskaar over Vangen,
da hugges i Kød, da skingrer
af Leerne Klangen.

Og hans Sjæl er en ædende Harme -
hvad ænser hans Hest, om den tramper
i Græs eller Tarme.

Han gaar frem som en Krigens Meduse -
dog forstener han ej, han har lært
kun at knuse.

Han blev Høstmand, den raa Bergamasker,
for den havfødte Stad, som med Guld
i Lagunerne plasker.

Han høster, han kapper, han jævner,
han gøder med Lig og med Blod,
hvor paa Hesten han stævner.

Hans Kød var ej Hø eller Halm:
ved sin Død blev han højsat til Hest
i Bronze og Malm.

I Venezias Smøgelabyrint
staar han høj, staar han stejl
paa sin knejsende Plint.