Min Sjæl i mit Øje ruger
— en dyb og sitrende Brønd,
der stille dit Billed suger
og sukker: Hvor er du skøn!

Du bøjer dig over Randen
og stirrer i Dybets Mulm
— to Sjæle favner hinanden
i smilende Taarers Svulm.

Din evige Ynde straaler
forklaret over mig lagt.
Jeg aander dig ind i Skaaler,
jeg drikker din daarende Dragt.

Din Kjoles matgule Bæger
med Midjens mørkeblaa Baand.
Som Skrift i mit Hjerte du præger
din dejlige Fod og din Haand.

Se, Brønden er skabt til at favne
dit Hoved mod Himmelens Blaa
— Minuttet om vore Navne
skal Evighedskranse slaa.

Til Tider nedkaster mod Bunden
du Tvivlens splintrende Sten
— men se, i et Nu er den svunden
og Fladen skælver sig ren.

Din Aande balsamisk dugger
min Sjæl til et Skønhedsspejl,
der stille dit Billed vugger,
til atter det er uden Fejl.