Foragt dog ej de Øjne, som jeg maa mest berømme,
de skønne Barneøjne, hvorfra der siver ud
noget ukendt natteblødt, noget ukendt godt som Gud!
Eders dejlige Skumring over mig I lade strømme!

O store Barneøjne, o løndomsfulde Dyb,
I ligner mest af alt de store Tryllehuler,
hvor under dorske Skygger en ukendt Skat sig skjuler
og glimter frem af Mørket som et gyldent gnistrende Kryb.

Og disse Barneøjne er afgrundsdybe, dunkle
som du, bundløse Nat, og lysende som du!
Deres Ild er Elskovstanker og Troens søde Gru,
— i Vellyst, snart i Kyskhed de dybest inde funkle.