Fra dette Hjem, hvis klare Ruder vendte
Mod Mark og Sund og Byens fjerne Taarne,
Er vandret forhen, af Begejstring baarne,
De Mænd, der Ledefyr for Danmark tændte.

I disse Rum en Fe har haft til Huse,
Der Blomsterløg i frugtbar Muldjord gemte
Og unge Sind til Harpeklange stemte
Og var dem selve Modersmaalets Muse.

Hvad her er grot, ej kunde Glemsel smuldre,
Men Takken har sig til en Borgvagt sanket
Og atter Tag og Stolper nysat ranket
Og løftet Mindet højt paa stærke Skuldre.

Vidt over Land nu toner Mindebruset:
Det gamle Træ har Øksen ikke hugget,
Men faste Mure har paany sig lukket
Om Genien, der bor i Bakkehuset.