Skiönne Blomst af Ormeknop!
Lethenflyvende og spæde
Lilje, som med Sölverkrop
Og i barnlig yndig Glæde
Vuggedes paa Vippens Top!

Ormens Seil! Du Liv af Död!
Billede paa Evigheden!
Du, som her paa Dödens Skiöd
Alt opvaagned' i et Eden
Og mig freidigt haabe böd!

Södtfrigivne Blomst! O siig
Hvi du dig i Stövet slæber?
Spurven ak! har saaret dig,
Og din knuset Vinge stræber
Nu omsonst at hæve sig.

Ikke du det Suk forstaaer
Som fra mine Læber lyder,
Og min Graad i dine Saar
Ei som Lægebalsom flyder:
Spæde, du igien forgaaer!

Alt for snart du visne maae,
Glade Sön af Morgenröden!
För dig Middagssolen saae,
I en Spurveskabning Döden
Traf dig paa det gyldne Straae.

Haabets signede Herold!
Hades venter glad sit Bytte:
At du skuffed' Dödens Vold,
Og i Platons skiönne Mythe
Spaaer et saligt Fredensold.

Gaae da ubeklaget ned!
Lesbias Begrædte finder
Du ved Lethes Rosenbred,
Der, hvor evig Fred forbinder
Hver en jordisk Fiendtlighed!

Iil da til Elysien!
Iild med skiönfornyet Vinge
Til den ædle Plato hen,
Blid en Hilsen ham at bringe Fra hans haabefulde Ven!