Sover trygt, I spæde Blomsterspirer,
Under hvide Sneeliin sover kun!
Vaarens livudaandende Zephirer
Seent bortvifte eders Engleblund!
Thi naar I de grønne Stilke skyde,
Eders Børneøine blidt opslaae,
Lig Nyfødte, skal I Graad udgyde,
Faderløse lig, ved Graven staae.

Amaranten da mod Jorden hælder,
Liljens Taare synker i dens Smiil,
Rosens Purpurkilde brat bortvælder,
Gjerne Hyacinthen døer med Iil.
Urter, Blomster, Buske, Træer spørge:
»Fader Sol! hvor er vor ømme Ven?«
Urter, Blomster, Buske, Træer sørge,
Alle mod hans Grav sig hælde hen.

Skjulte Blomst! du Mø, som uopdaget
Ørknen krydrer med dit Aandedrag
Og, i Navnløshedens Skjød opdraget,
Rødmer for en afrikanisk Dag:
Vend din Top mod Underverdnens Rige,
Ingen speider nu din Farveglands,
Vend mod ham din Top, o Elskelige!
Og nedsynk fra Jorden i hans Krands.

Men I hundrede, hans Elskerøie
Først i Sydens Straaletempler saae,
I, som jer om Atlas' Tinding bøie,
Eller af Carthagos Gruus udslaae:
Iler hid fra Dal og Klippetinde!
Fælder Duggens Taarer paa hans Grav!
Staaer uvisnelige ham til Minde!
Eder han jo Navn og Billed gav.

Og du Englepar i Blomsters Rige,
O Kjærminde! stille Natviol!
Af hans brustne Hjerte frem I stige,
Billeder paa Kjærlighed og Taal!
Ømhed aanded sagte af hans Indre,
Markens Urter vare kun hans Skat,
Derfor ved hans Hvilested I tindre,
Skiftes til at vaage Dag og Nat!