End Vinteren sit Hoved løfter
I Sneefog over Fjeldets Top,
Fra Nordens uoptø'de Kløfter
Han kalder Stormens vilde Trop:
De hylende Titaner
Ad Lysets steile Baner
Dunstfjelde vælter op.

Men lig en Flok af Amoriner
Hidvifte Vindene fra Syd
10Om Polens Drot, med milde Miner
Forstyrrende hans Kjæmpepryd:
I Dunst hans Sneehjelm svinder,
Til Vandfald smeltet, rinder
Krystallet af hans Spyd.

15Og see! ved Vaarens første Straaler
En Slægt af Blomster rundt slaaer ud,
De virakfyldte Offerskaaler
Opløfte de mod Lysets Gud
Og smilende bebuder,
20 Lig Cyperns Elskovsguder:
Natur er atter Brud.

En ukjendt Magt mit Liv opliver,
Min Barm er Gudens kaarne Hjem,
Han Øiets Forhæng sønderriver
25 Og vinker skjulte Verdner frem:
Det Enkelte forsvinde!
Gestalterne sig binde
Og Eenhed samle dem!

I Skovens Melodier taler
30 Natur med elskede Gemal,
I Blomsterskrift den Ømme maler
Et Elskovsbrev paa Høi og Dal;
I dulgte Sølvaarer
Henrinde hendes Taarer
35 Med Længsels Fryd og Qval.

Da, fyrig som et Elskerøie,
I mørke Blaa en himmelsk Ild,
Solguden skuer fra det Høie,
Og Dagen er hans Elskovssmiil.
40 Naturen opad stræber,
Med tusind Blomsterlæber
Hun drager Lyset til.

Og snart i fyrig Aftenrøde,
Opholdt paa Brudens ømme Bryst,
45Hans Brudgomskys saa hede gløde
Med Hyrdetimens drukne Lyst.
Dog naar ham Skjæbnen kalder,
Hans Afskedstaare falder,
I Perledug opløst.

50Den store Hyrdetime atter
Til Brudefesten Tegnet gav:
Guds Søn med Guds opelskte Datter
Forener sig i Jord og Hav;
Beruust af Elskovs Bæger,
55 I hendes Indre præger
Hans Himlens Billed af.

Hvert Støvgran til en Blomst vil blive,
Hvert Luftpust til en Harpeklang,
Og Livet heelt sig overgive
60 Til Evighed i Svanesang:
Som Lyd af rørte Strænge,
Alguden vil fremtrænge
Af alle Skrankers Tvang.