Hellige Jordens Havblik!
Hvor stille rundt!
Guitarrens sidste
Smeltende Lyd døde
Hist ved Ridderstøtten
Paa den maanelyse Plads,
Medens den Skiønnes Vindve
Knirkende lukkede sig.
O hellige Taushed!
Kun afbrudt, naar Gryllen,
Siddende paa Nattens Haand,
Varsler om den dybere Søvn,
Eller naar Svalen,
Høit i sin Rede
Ved det corinthiske Capital,
Qviddrer i kiælen Drøm.

Giennem eensomme Gader
Bredt oplyste af Maanen,
Gaaer jeg og skuer
Min Skygge langt forud.
Hvor underligt blande sig Dag og Nat
Til phantastisk Uvished!
Halvt svinder det Nærværende
Og ætheriskt synes mig alt.
Hiine Helgen af Marmor
Over Fruekirkens Portal
Synes dem selv og at straale
I paradisisk Glands.
O Nattens kydske Lys,
I dit Englesmiil
Spire Phantasiens Blomster
Til et Eden!

Men her — ja! her,
Her er Palladset.
Grusomme Portal!
Veed du hvilken Skat du bevogter?
Kast din Skygge over mig!
Deroppe i Mezzaninen,
Hvor Lyset neppe stænker hen,
Brudt mellem Pillerne,
Der er, søde Erindring!
Et Gemak, nei! et Tempel,
Skiønhedens og Yndens,
Salige Elskov, dit Tempel!
Der aander Dione Kiøling
Paa Adonis's dryppende Pande,
Mens Leda søger en Læbe
Og præger de glødende Kys
I den forelskede Luft.
I dette Tempel staaer et Leie,
Hellige Amor, dit Alter!
O himmelske Syn!
Phantasie trækker Forhænget
Sagte til Siden,
Og Amoriner gynge
Paa de bølgende Hynder.
Der ligger du, yndige Lilla!
Lig Harpen med slappede Strænge:
Livets Melodier tie,
Kun Viften fra Phantasiens Vinger
Svæver hen mellem Strængene,
Til Gienlyd af Dagens Velklang.

Søde! Guddommelige!
O kunde jeg inddrage
Dit luende Aandedrag
Og i uopløseligt Favn
Vikle mig sammen med dig!
Glødende, som Solen
Ved Havets Barm,
Skulde jeg ligge ved dit Bryst
Og aldrig gaae ned!

Lykkelige Maanestraale,
Som snoer sig om hendes Arm!
Var jeg Luften,
Der sniger sig giennem Sprækkerne
Og modtager hendes Udaanden!
Giennem denne Marmormasse,
Som giennem opdynget Snee,
Gad jeg skridt!
Snærpes sammen, I Piller!
Ind i eders Sokkel,
Og sætter Tempel,
Alter og Gudinde
Ned for min Fod,
At jeg som Offer
Maae kaste mig derpaa,
Og mine kielne Dødssukke
Vorde den sødeste Hymne!
Skal jeg fylde Haanden
Med Ildebrand
Og slænge den ind,
Og giennem Farer og Undergang
Frelse den Blundende?
O skaan mig, vilde Raserie!
Fred! Fred! I Furier!
Kommer du fra Tartarus,
Tøileløse Elskov?

Ah! velkommen, Himmelrødme!
Velkommen, Horasang
Fra Nonnernes hellige Læber!
Yndige Undseelse,
Usmittede Savn,
Ledsager mig tilbage!