See! der er du,
Med din Straalekrands,
Din Urne fuld af Dug,
Vaar! elskede Vaar!
Himmelske Yngling!

Een Straale kun
Til at oplive mit Indre!
Een Draabe kun
Til at qvæge mit Indre!

Mindes du,
Da jeg ved Sundet,
Blomstrende som du,
Brændende som du,
Morgenen aanded,
Eller og dykked
Ned med din Sol
I det hvilende Hav?

Mindes du end,
Da ved tyrrheniske Kyster
Til dit Kommes Fest
Med Guldæblernes Blomst
Frisk jeg mig krandsed?
Eller ved Adria,
Da jeg ved Adria
Stirred paa Bølgen,
Som skvulped herover
Fra Grækenlands Kyst?

Da, o da!
Det andet Livs
Sangsalige Foraar
Gik fra mig ud.
Da blev Naturen
Skjøn, lig min Attraa,
Da blev hvert indre
Dyrket Billed
Udenfor til.

Men nu!
O kjøl mit Martyrsuk!
Ikke formaaer jeg
Mere at skabe
Hvad jeg begjærer.
En Gud hensegner,
Over ham styrter
Hans grundløse Verden!

Himmelske Yngling,
Min Dødsengel vær!
Tryk din Straale
Som Dolk i mit Hjerte!
Ræk mig Gift kun
I Blomsternes Kalke!
Venlige Yngling,
Befrier vær!